16. juni, 2017


Noorstad er skabt ud fra mange års kærlighed til design og behovet for at skabe noget nyt og smukt. Det handler om at lave de møbler vi selv ønsker at omgive os med, og at arbejde på en måde, der er meningsfuld for os. Det handler om at gøre det vi elsker, med mennesker vi holder af. 

Noorstad er drevet af vores værdier. Æstetik, kreativitet, mod, bæredygtighed og sanselighed er noget af det, der er vigtigt for os. Vi ønsker at lade vores værdier guide os i både design og i vores valg af leverandører, partnere og materialer. Vi har givet os selv 3 overskrifter at arbejde ud fra og vi har lovet os selv og hinanden altid at have dem som udgangspunkt i alt hvad vi gør: Naturligt, enkelt og lokalt.

I Noorstad betragter vi “hjem” som det sted, der skaber rum for hverdagens små øjeblikke af ro og harmoni. Vi ønsker at arbejde med materialer, der taler til sanserne på samme måde som følelsen af din yndlings skjorte eller de gode lædersko, der kan vare næsten evigt.

Vi ønsker at udfordre brug og smid væk-kulturen med møbler i høj kvalitet og tidløst design. Vores produkter er skabt til at holde i mange år, og når de ikke længere gør det kan de skilles ad og delvist indgå i nye produkter.

ENKELHED

Enkelt er det ord, der bedst beskriver vores design filosofi. Det handler om at fjerne det overflødige, at destillere en ide og finde frem til en ren og rolig form.

Vores æstetik er enkel, stilfærdig og varm. Målet er at skabe møbler der både er smukke, og som føles godt. Funktion, sanselighed og nedtonede, rene former i samspil er vores mål.

Noorstad kollektionen rummer en følelse af underspillet luksus. Vores tilgang til design handler om at skabe produkter, man umiddelbart kan forholde sig til og som ikke  bliver forstyrret af unødvendig pynt.

Vi ønsker at lade håndværket, materialerne og deres sanselighed tale for sig selv.

LOKALT

Alle Noorstad produkter bliver produceret i Danmark. Det er et bevidst og konsekvent valg.

”Made in Denmark” betyder godt håndværk og ordentlige arbjedsforhold. Det betyder også at vores produkter bliver lidt dyrere, for det koster ganske enkelt mere at producere i Danmark end næsten alle andre steder. Alligevel virker det som det eneste rigtige for os at gøre, hvis vi skal stå inde for vores værdier; at producere med omtanke for miljøet, med den højeste kvalitet som vores mål og i et tæt samarbejde med vores leverandører.

Lokal produktion giver mening for os på næsten enhver tænkelig måde.

I Danmark har vi en lang tradition for godt møbelhåndværk og vi er omgivet af dygtige håndværkere. Når vi arbejder lokalt og med lokale materialer spilder vi ikke ressourcer på at transportere træ fra den ene side af kloden, forarbejde det på den anden side, for blot at sende alt tilbage over havene igen. Men vigtigst af alt, så giver det os mulighed for at lære vores leverandører at kende, så vi kan mødes over en kop kaffe og sammen løse de problemer der kan opstå, og på den måde gøre hinanden bedre undervejs.

 

NATURLIGT

Vi bruger primært naturmaterialer med naturlige – eller ingen – overfladebehandlinger for at lade hvert enkelt materiale tale sit eget sprog.

Fyr er for eksempel fantastisk til runde, bløde former der viser årringenes spil, mens eg med sin tætte, tunge karakter kalder på rene, mere maskuline former.

Naturmaterialer patinerer smukt, føles godt og med lidt omhu kan de holde en livstid. Omhyggeligt slebet træ, varm uld og kølig aluminium taler til sanserne på en måde, som plastik ikke kan, og så kan naturens egne materialer gå tilbage i et kredsøb eller bruges påny.

Vores grundlæggende valg giver os både rammer og begrænsninger. Vi elsker mørkt træ, men der findes ingen mørke træsorter i Danmark. I vores jagt på en naturlig måde at farve træet på, opdagede vi en moderne udgave af en ældgammel teknik, hvor vådt træ blev varmet over ilden og for at modstå råd og fugt. I dag hedder det termisk modifikation – og ud over at beskytte træet giver det en smuk brun farve, som var præcis det vi ledte efter.

Derfor bliver en del af vores skamler nu bagt i en stor ovn, fyret med rest træ midt i en vestjysk skov.